Spørgsmål om tilladelse | Lær kinesisk på dansk

Sætningsforklaringer

1. 我可以用这个吗？

   Må jeg bruge den her?

   我可以

   må jeg

   用

   bruge

   这个

   den her

   吗

   spørgsmålstonen

   Uddybende forklaring

   我可以 betyder her "må jeg". 我 er 1. persons entalspronomen, "jeg", og 可以 betyder "kan/må"; i denne sætning udtrykker det tilladelse. Mønsteret 我可以 + udsagnsled kan bruges til at spørge, om taleren må gøre noget. Eksempel: 我可以进去吗？ — "Må jeg gå ind?" 用 er verbet "at bruge". Det står efter 我可以, så handlingen, der ønskes tilladelse til, er at bruge noget. Eksempel: 我可以用你的电脑吗？ — "Må jeg bruge din computer?" 这个 betyder "den her" eller "det her". 这 peger på noget nært ved taleren eller på noget, der præsenteres som nært, mens 个 er et almindeligt måleord i denne demonstrative form. Her henviser 这个 til den genstand, som taleren vil bruge; den konkrete genstand er ikke navngivet i sætningen. Et tilsvarende mønster er 这个是什么？ — "Hvad er det her?" 吗 står til sidst og gør et udsagn til et ja/nej-spørgsmål. Det er selve spørgsmålsmarkøren; det betyder ikke et selvstændigt ord som "hvad" eller "hvem". Sammenlign 你可以用这个。 — "Du må bruge det her." og 你可以用这个吗？ — "Må du bruge det her?" Hele sætningen bygges som 我可以 + 用 + 这个 + 吗？: "Jeg må/kan bruge det her" + spørgsmålsmarkøren 吗, altså "Må jeg bruge den her?". Den nærliggende sætning 我可以坐这里吗？ bruger samme ramme 我可以 ... 吗？, men med 坐这里 — "sidde her" — som handlingen.

2. 我可以坐这里吗？

   Må jeg sidde her?

   我

   jeg

   可以

   må; kan

   坐

   sidde

   这里

   her

   吗

   spørgepartikel

   Uddybende forklaring

   我 betyder her “jeg”. Det er første persons entalspronomen, altså den person, der taler. Det ændres ikke efter grammatisk køn. 可以 udtrykker her tilladelse: “må”. Det kan også betyde “kan”, når betydningen handler om mulighed eller evne, men i denne sætning spørger taleren om tilladelse. Mønstret 我可以 + udsagnsled kan genbruges til at spørge, om man må gøre noget. Eksempel: 我可以进来吗？ — “Må jeg komme ind?” 坐 betyder “sidde” eller “sætte sig”, afhængigt af sammenhængen. I denne sætning beskriver det den handling, som taleren spørger om lov til at udføre. Kinesiske verber bøjes ikke efter person eller tal på samme måde som danske verber; 坐 beholder denne form i mønstret. Eksempel: 我坐这里。 — “Jeg sidder her.” 这里 betyder “her” og angiver stedet tæt på eller relevant for taleren. Det er et stedudtryk, ikke en form der bøjes efter køn eller tal. Eksempel: 你坐这里。 — “Du sidder her.” 吗 står til sidst og gør en påstand til et ja-nej-spørgsmål. Det har ikke selv betydningen “må”; tilladelsen kommer fra 可以. Mønstret er påstand + 吗, for eksempel 我可以用这个吗？ — “Må jeg bruge den her?” Samlet består sætningen af 我 (“jeg”) + 可以 (“må”) + 坐 (“sidde/sætte sig”) + 这里 (“her”) + 吗 (ja-nej-spørgsmål): “Må jeg sidde her?” Sætningen spørger altså, om taleren har tilladelse til at sidde på det sted, der omtales som “her”.

3. 我可以进来吗？

   Må jeg komme ind?

   我可以

   jeg må / jeg kan

   进来

   komme ind

   吗

   gør udsagnet til et spørgsmål

   Uddybende forklaring

   我可以 betyder her, at taleren spørger om tilladelse: “må jeg …?”. 我 er 1. persons entalspronomen “jeg”. 可以 er et modalord, der kan udtrykke tilladelse eller mulighed; i denne sætning er tilladelse den relevante betydning. Mønsteret 我可以 + handling kan genbruges, for eksempel: 我可以坐这里吗？ — “Må jeg sidde her?” 进来 betyder “komme ind”. 进 udtrykker selve bevægelsen ind i et rum eller område, mens 来 angiver bevægelse hen imod det deiktiske centrum, altså det sted eller den person, som perspektivet tager udgangspunkt i. Eksempel: 请进来。 — “Kom indenfor.” 吗 står til sidst og gør den foregående påstand til et ja/nej-spørgsmål. Det ændrer ikke selve handlingen “komme ind”; sammen med 我可以 viser det, at taleren spørger, om handlingen er tilladt. Det samme mønster ses i 我可以看这个吗？ — “Må jeg se den?” Samlet er strukturen 我可以 + 进来 + 吗？: “Må jeg komme ind?” Sætningen er et høfligt spørgsmål om tilladelse.

4. 我可以看这个吗？

   Må jeg se den?

   我

   jeg

   可以

   må/kan

   看

   se

   这个

   denne/det her

   吗

   gør spørgsmålet til et ja/nej-spørgsmål

   Uddybende forklaring

   我 betyder her «jeg» og er første persons entalspronomen. Formen ændres ikke efter kasus eller grammatisk køn. Et genanvendeligt mønster er 我 + verbum: 我看 betyder «jeg ser» eller «jeg kigger». Her er 我 den, der spørger og eventuelt skal se. 可以 betyder her «må/kan» og udtrykker tilladelse eller mulighed. I dette spørgsmål passer betydningen «må jeg ...?». Det er et modalverbum, som står før 看. Det samme mønster ses i 我可以进来吗？ — «Må jeg komme ind?» og 我可以试试这个吗？ — «Må jeg prøve den/det her?». 看 betyder her «se» eller «kigge på». Det er et verbum, som står efter modalverbet 可以. Formen ændres ikke for personen: 我看 betyder «jeg ser», mens 他看 betyder «han ser». 这个 betyder «denne/det her» og peger på noget bestemt i den aktuelle situation. 这 er den demonstrative del, og 个 er et almindeligt måleord, der bruges sammen med mange konkrete ting. 这个 kan derfor genbruges foran et andet verbum, for eksempel 我喜欢这个 — «Jeg kan lide det her». Den danske oversættelse «den» identificerer ikke nødvendigvis, hvad genstanden er; selve sætningen angiver kun den demonstrativt udpegede genstand. 吗 gør den foregående udsagnsstruktur til et ja/nej-spørgsmål. Det står til sidst: 我可以看这个吗？ spørger derfor, om taleren må se på den/det, som 这个 udpeger. I en bekræftende sætning uden spørgsmålspartikel kan man sige 我可以看这个 — «Jeg må/kan se på det her». Samlet består sætningen af 我 «jeg» + 可以 «må» + 看 «se/kigge på» + 这个 «denne/det her» + 吗, som markerer spørgsmålet. Den samlede betydning er «Må jeg se den?».

5. 我可以试试这个吗？

   Må jeg prøve den?

   我可以

   må jeg

   试试

   prøve

   这个

   denne/dette

   吗？

   gør spørgsmålet til et ja-/nej-spørgsmål

   Uddybende forklaring

   我可以 består af 我 “jeg” og 可以, som her betyder “må/kan få lov til”. 我 er førstepersonsformen “jeg”; 可以 står foran et verbum for at udtrykke tilladelse eller mulighed. I denne sætning er den relevante læsning en høflig anmodning om tilladelse, ikke en påstand om evne. Mønster: 我可以 + verbum ... — “må jeg ...?” 试试 betyder her “prøve”. 试 er grundformen “at prøve”, og den gentages i formen 试试. Denne gentagelse gør handlingen kort eller afgrænset og kan give spørgsmålet en let, uformel tone: “lige prøve/prøve det”. Det første 试 bærer den leksikalske betydning; gentagelsen er ikke et andet selvstændigt verbum. Eksempel: 我试试。 — “Jeg prøver lige.” 这个 består af 这 “denne/dette” og klassifikatoren 个. Det peger på noget bestemt i den aktuelle situation. 个 er en almindelig klassifikator, som ofte bruges, når man tæller eller henviser til mennesker og ting, men 这个 betyder som samlet udtryk “denne/dette” — ikke nødvendigvis “én”. Eksempel: 这个很好。 — “Denne/dette er meget god(t).” Den præcise genstand er ikke navngivet i den faste sætning; oversættelsen støtter her læsningen “den”. 吗？ er spørgsmålsmarkøren 吗 med spørgsmålstegnet. Den står efter udsagnet og gør hele udsagnet til et ja-/nej-spørgsmål. Den ændrer ikke i sig selv betydningen af det foregående verbum. Mønster: udsagn + 吗？ — “...?” Samlet bygges sætningen op som 我可以 + 试试 + 这个 + 吗？: “Må jeg prøve dette/den?” I den faste oversættelse er den naturlige danske gengivelse “Må jeg prøve den?”; 这个 henviser altså til den relevante bestemte genstand i situationen, uden at sætningen selv specificerer, hvad genstanden er.

6. 我可以要这个吗？

   Må jeg få den her?

   我

   jeg

   可以

   må; kan

   要

   få; ville have

   这个

   denne; dette her

   吗

   spørgsmålspartikel

   Uddybende forklaring

   我 betyder her “jeg” og er talerens førstepersonspronomen. Det ændrer ikke form efter køn eller tal i denne brug. Eksempel: 我是学生。 — “Jeg er studerende.” 可以 udtrykker her, at noget er tilladt eller muligt: “må” i spørgsmålet. Det står foran den handling, som tilladelsen gælder. Det kan også betyde “kan”, når fokus er mulighed eller evne; den konkrete betydning her kommer af kombinationen med spørgsmålet og 要. Eksempel: 我可以进去吗？ — “Må jeg gå ind?” 要 betyder her “få” eller “ville have” og fungerer som det leksikalske verbum for det, taleren ønsker at modtage. Det er ikke det samme som 可以: 可以 spørger om tilladelse, mens 要 angiver selve ønsket eller det at få noget. Eksempel: 我要这个。 — “Jeg vil have denne.” 这个 er et demonstrativt udtryk med betydningen “denne/dette her”. 这 peger på noget nært eller på noget, der præsenteres som nært i situationen, og 个 er her et almindeligt klassifikationsord efter demonstrativet. Den konkrete genstand identificeres ikke nærmere i den faste sætning, så udtrykket oversættes naturligt som “den her”. Eksempel: 我喜欢这个。 — “Jeg kan lide denne.” 吗 er en partikel, der placeres sidst i en ja-nej-sætning og gør hele udsagnet til et spørgsmål. Den har ikke en selvstændig betydning som et dansk spørgeord. Eksempel: 你要这个吗？ — “Vil du have denne?” Samlet danner 我可以 “må jeg/kan jeg”, 要这个 “få denne” eller “ville have denne”, og 吗 markerer spørgsmålet: “Må jeg få den her?” Sætningen spørger altså om tilladelse til at få den genstand, som 这个 peger på.