Enkle spørgsmål om tilladelse | Lær tysk på dansk

Sætningsforklaringer

1. Kann ich das benutzen?

   Må jeg bruge det her?

   Kann ich

   Må jeg

   das

   det her

   benutzen

   bruge

   Uddybende forklaring

   Kann ich er et spørgsmålsmønster med modalverbet können og subjektet ich. Her får det betydningen “må jeg”, fordi spørgsmålet handler om tilladelse. kann er den bøjede form af können for 1. person ental: ich kann, du kannst, er/sie/es kann. I et ja/nej-spørgsmål står det bøjede verbum først, og subjektet står bagefter. Eksempel: Kann ich hier sitzen? — “Må jeg sidde her?” das betyder her “det her”. Det er et stedord, der henviser til en ting; den konkrete ting er ikke identificeret i den faste sætning. Formen das kan blandt andet være et stedord for intetkøn i ental og kan være ens i nominativ og akkusativ, så formen alene viser ikke forskellen mellem de to kasus her. Eksempel: Ich nehme das. — “Jeg tager det.” benutzen betyder “bruge” i betydningen at anvende noget. Det er infinitiven efter modalverbet kann; efter et bøjet modalverbum står det andet verbum normalt i infinitiv. Eksempel: Ich benutze den Computer. — “Jeg bruger computeren.” Samlet er strukturen Kann ich + das + benutzen?: “Må jeg bruge det her?”. Modalverbet angiver her en anmodning om tilladelse, das henviser til tingen, og benutzen angiver handlingen.

2. Kann ich hier sitzen?

   Må jeg sidde her?

   Kann ich

   må jeg …?

   hier

   her

   sitzen

   sidde

   Uddybende forklaring

   Kann ich er en høflig måde at spørge om tilladelse på: Kann ich …? svarer her til “Må jeg …?”. kann er den bøjede form af modalverbet können for ich; ich er subjektet. I et spørgsmål af denne type står modalverbet først, mens det andet verbum står i infinitiv sidst: Kann ich ... sitzen?. hier betyder “her” og angiver stedet i den faste sætning. Det er et stedadverbium og ændrer ikke form efter det, der betegner stedet. sitzen betyder “sidde”. Det er infinitiven, som står efter modalverbet kann. Med andre personer bøjes können, mens aktivitetsverbet stadig står i infinitiv: Kannst du sitzen? — “Kan du sidde?” Her er kannst formen til du, mens sitzen forbliver uændret. Mønstret kan genbruges som Kann ich + infinitiv + eventuelt sted eller andet tilbehør. For eksempel: Kann ich das benutzen? — “Må jeg bruge det?” og Kann ich reinkommen? — “Må jeg komme ind?”. Hele ytringen Kann ich hier sitzen? samler spørgsmålet om tilladelse (Kann ich), stedet (hier) og handlingen (sitzen): “Må jeg sidde her?”

3. Kann ich reinkommen?

   Må jeg komme ind?

   Kann ich

   må jeg

   reinkommen

   komme ind

   Uddybende forklaring

   Kann ich er en genanvendelig måde at spørge om tilladelse på: kann er 1. person ental i nutid af können (»kunne«), sammen med ich (»jeg«). I dette spørgsmål betyder konstruktionen derfor »må jeg«, ikke blot »er jeg i stand til«. Samme mønster ses i Kann ich hier sitzen? (»Må jeg sidde her?«) og Kann ich es sehen? (»Må jeg se det?«). Eksempel: Kann ich das nehmen? — »Må jeg tage det?« reinkommen er et sammensat, adskilleligt verbum med betydningen »komme ind«. Grundformen er reinkommen; rein- tilfører retningen »ind«, mens kommen betyder »komme«. Efter modalverbet kann står dette andet verbum i infinitiv, så det bliver stående samlet til sidst: Kann ich reinkommen? Eksempel: Du kannst reinkommen. — »Du må gerne komme ind.« Her er kannst 2. person ental af können, mens reinkommen stadig er infinitiv. Samlet betyder Kann ich reinkommen? »Må jeg komme ind?« Spørgsmålet kombinerer tilladelsesmønsteret Kann ich ...? med infinitiven reinkommen.

4. Kann ich es sehen?

   Må jeg se det?

   Kann ich

   må jeg

   es

   det

   sehen

   se

   Uddybende forklaring

   Kann ich er en genbrugelig tysk spørgekonstruktion: kann er 1. person ental i nutid af können (»at kunne«), og ich betyder »jeg«. Sammen bruges den her til at spørge, om taleren må gøre noget: Kann ich ...? svarer i denne sammenhæng til »Må jeg ...?«. I et ja/nej-spørgsmål står det bøjede modalverbum først, subjektet følger, og det andet verbum står som infinitiv til sidst. Eksempel: Kann ich warten? — »Må jeg vente?« es er et personligt pronomen i akkusativ, neutrum ental, og betyder her »det«. Det fungerer som objekt for sehen; den faste oversættelse identificerer den tilsigtede betydning som »det«, uden at kildesætningen selv specificerer, hvad »det« er. Eksempel: Ich sehe es. — »Jeg ser det.« sehen er infinitivformen af verbet »at se«. I denne konstruktion står infinitiven efter modalverbet. Uden modalverb bøjes verbet efter personen, for eksempel Ich sehe es. — »Jeg ser det.« Samlet består sætningen af spørgsmålsmønstret Kann ich ...?, objektpronomenet es og infinitiven sehen: »Må jeg se det?«

5. Kann ich es ausprobieren?

   Må jeg prøve det?

   Kann ich

   må jeg

   es

   det

   ausprobieren

   afprøve

   Uddybende forklaring

   Kann ich består af kann, den bøjede form af können (”kunne”), og ich (”jeg”). Her bruges kombinationen til at spørge om tilladelse: ”må jeg …?”. I et hovedspørgsmål står det bøjede verbum før subjektet. Sammenlign Ich kann … (”jeg kan …”) med Kann ich …? (”kan/må jeg …?”). Eksempel: Kann ich gehen? – ”Må jeg gå?” es er et pronomen, der her betyder ”det”. Den præcise genstand identificeres ikke i den faste sætning, men es fungerer som det, der skal prøves. Formen es er ikke en dansk oversættelse af et bestemt køn; på tysk følger pronomenformen den grammatiske form og den rolle, som den henviser til. Eksempel: Ich sehe es. – ”Jeg ser det.” ausprobieren betyder ”prøve af” eller ”afprøve” noget for at se, hvordan det fungerer. Det er infinitiven af verbet ausprobieren; efter et modalverbum som können står infinitiven normalt til sidst og beholder denne form. Verbet kan også bruges uden modalverbum: Ich probiere es aus. – ”Jeg prøver det af.” Her deles det sammensatte verbum i den bøjede hovedsætning, mens ausprobieren står samlet efter kann. Sætningen bygges derfor sådan op: Kann ich spørger om tilladelse, es angiver det ubestemt identificerede ”det”, og ausprobieren angiver handlingen. Samlet betyder Kann ich es ausprobieren?: ”Må jeg prøve det?” Det er et almindeligt, direkte spørgsmål om lov til at afprøve noget.

6. Kann ich das haben?

   Må jeg få det her?

   Kann ich

   må jeg …?

   das

   det her

   haben

   have; få

   Uddybende forklaring

   Kann ich består af kann, nutidsformen af können, og ich, “jeg”. Her bruges können til at spørge om tilladelse: “må jeg …?”. I et tysk ja/nej-spørgsmål står det finitte verbum først, så mønstret er Kann ich + infinitiv ...?. Eksempel: Kann ich kommen? — “Må jeg komme?” das betyder her “det her” og står alene som et demonstrativt stedord for den relevante ting. Formen viser ikke i sig selv, hvem der ejer tingen; den peger på noget, som situationen gør relevant. das kan også stå som artikel foran et navneord, men her står det alene. haben er infinitiven af haben, “at have”. Efter det finitte kann står infinitiven til sidst: kann ... haben. I denne anmodning kan haben naturligt gengives med “få”, fordi taleren spørger, om vedkommende må få den relevante ting. Det er stadig haben, der er den observerede tyske form; “få” følger af brugen her og er ikke en anden tysk infinitiv. Samlet følger sætningen mønstret Kann ich + objekt + haben?: “Må jeg få det her?”. Kann gør det til et spørgsmål om tilladelse, ich er den, der beder om tilladelsen, das peger på det her, og haben udtrykker at få det. Mønstret kan genbruges med andre objekter, for eksempel Kann ich den Stift haben? — “Må jeg få pennen?”