Grundlæggende behov og præferencer | Lær fransk på dansk

Sætningsforklaringer

1. J'ai besoin d'aide.

   Jeg har brug for hjælp.

   J'ai

   jeg har

   besoin

   behov

   d'aide

   hjælp

   Uddybende forklaring

   J'ai er en sammentrækning af je og ai: je betyder «jeg», og ai er nutidsformen af avoir («at have») i 1. person ental. Apostroffen markerer, at je forkortes foran en vokal. Her indgår formen i konstruktionen avoir besoin de. besoin betyder «behov». I udtrykket avoir besoin de betyder det samlet «at have brug for». Det er altså hele konstruktionen, der udtrykker et behov, ikke kun avoir alene. Eksempel: J'ai besoin de temps. — «Jeg har brug for tid.» d'aide består af de og substantivet aide, «hjælp». de forkortes til d' foran en vokal, så de aide bliver d'aide. I konstruktionen avoir besoin de står det, man har brug for, efter de. Eksempel: J'ai besoin d'eau. — «Jeg har brug for noget vand.» Her viser d'eau den samme konstruktion med et andet substantiv. Samlet består ytringen af J'ai («jeg har»), besoin de («brug for») og aide («hjælp») efter de. Hele ytringen betyder derfor «Jeg har brug for hjælp.» Mønstret kan genbruges som J'ai besoin de + substantiv.

2. J'ai besoin d'eau.

   Jeg har brug for noget vand.

   J'ai besoin

   jeg har brug for

   eau

   vand

   Uddybende forklaring

   J'ai besoin er den faste konstruktion avoir besoin de = “at have brug for”. Her er J'ai en sammentrækning af je og formen ai af avoir i nutid: j'ai betyder “jeg har”. besoin er et navneord, men hele konstruktionen skal normalt følges af de og det, man har brug for: J'ai besoin de repos. = “Jeg har brug for hvile.” Konstruktionen beskriver behov, ikke blot ejerskab af noget. eau betyder “vand”. Det er et masseord, så sætningen angiver ikke nødvendigvis en bestemt mængde. Efter besoin de står de foran eau; i fransk bliver de eau til d'eau, fordi vokallydene støder sammen. eau er et feminint navneord, men den feminine form ses ikke som en særskilt artikel i denne konstruktion. Sætningen samles sådan: J'ai besoin de + l'eau eller en anden angivelse af det nødvendige; her er det d'eau, “vand”. Derfor betyder J'ai besoin d'eau. “Jeg har brug for noget vand.”

3. Je veux celui-ci.

   Jeg vil have denne her.

   veux

   vil have; ønsker

   celui-ci

   denne her

   Uddybende forklaring

   veux er formen af verbet vouloir i 1. person ental nutid: je veux = «jeg vil have» eller «jeg ønsker». Her udtrykker konstruktionen et ønske om den ting, som celui-ci henviser til. Sammenlign je veux med tu veux («du vil have») og il/elle veut («han/hun vil have»); det er verbet, der ændrer form efter personen. celui-ci betyder «denne her» og bruges som et demonstrativt pronomen om en maskulin entals-person eller -ting. Det står selv i stedet for et maskulint entalsnavneord, som ikke gentages. Endelsen -ci peger ofte på noget nært eller på den aktuelt udpegede mulighed. celui-là betyder tilsvarende «den der» og kan pege på en fjernere eller på anden måde adskilt mulighed. Formen celui er maskulin ental; andre former i samme system er blandt andet celle (feminin ental) og ceux (maskulin flertal). Sammen giver je veux + celui-ci sætningen Je veux celui-ci. = «Jeg vil have denne her.» Den franske ordstilling sætter personen og ønskets verb først, efterfulgt af pronomenet for den udvalgte ting. Sætningen kan bruges, når man vælger mellem genstande eller muligheder; kønnet i celui-ci følger det navneord, pronomenet erstatter, ikke den talendes køn.

4. Je veux celui-là.

   Jeg vil have den der.

   Je

   jeg

   veux

   vil have

   celui-là

   den der

   Uddybende forklaring

   Je er første persons entalspronomen og betyder “jeg”. Det angiver taleren som subjekt; formen er den samme uanset talerens køn. Eksempel: Je comprends. — “Jeg forstår.” veux er første persons entalsform i nutid af verbet vouloir (“at ville”). I denne sætning udtrykker Je veux talerens ønske om at få eller vælge noget. Andre nyttige former er tu veux (“du vil”), il veut (“han vil”) og nous voulons (“vi vil”); stammen og endelserne ændrer sig altså efter subjektet. Eksempel: Je veux ce livre. — “Jeg vil have denne bog.” celui-là er et maskulint entals-demonstrativt pronomen: “den der”. Det står i stedet for et underforstået maskulint entalsord, så selve ordet, som det henviser til, ikke gentages. -là peger typisk på noget, der opfattes som længere væk eller står i kontrast til noget andet. Til sammenligning betyder celui-ci “denne her”; celle-là er feminin ental, og ceux-là er maskulinum eller blandet flertal. Eksempel: Je prends celui-là. — “Jeg tager den der.” Sammen danner Je veux celui-là mønstret Je veux + [demonstrativt pronomen]: “Jeg vil have den der.” Je angiver, hvem der vil, veux angiver ønsket i nutid, og celui-là angiver det valgte maskuline entalsobjekt uden at gentage dets navn. Den faste oversættelse gør her betydningen til et ønske om at få eller vælge “den der”.

5. J'aime celui-ci.

   Jeg kan lide denne her.

   J'aime

   jeg kan lide

   celui-ci

   denne her

   Uddybende forklaring

   J'aime betyder her “jeg kan lide”. Det er første person ental af aimer i nutid: j'aime = “jeg kan lide”, mens il/elle aime = “han/hun kan lide”. je bliver til j' foran en vokal, som i aimer; apostroffen markerer denne sammentrækning. aimer kan også betyde “elske”, men den faste oversættelse viser, at betydningen her er “kunne lide”. celui-ci betyder “denne her”. Det er et fransk demonstrativt pronomen: celui er hankøn ental, og -ci peger på noget, der præsenteres som “denne/her”. Pronomenet erstatter et underforstået hankønsord i ental, så det kan bruges som et selvstændigt valg af “denne”. Den tilsvarende kontrast i den foregående sætning er celui-là, “den der”, hvor -là peger på den anden eller fjernere mulighed. Sammen danner J'aime celui-ci mønsteret [jeg kan lide] + [denne her]: “Jeg kan lide denne her.” celui-ci er det, som j'aime udtrykker præference for.

6. Je ne l'aime pas.

   Jeg kan ikke lide den.

   Je

   jeg

   ne … pas

   ikke … ikke (fransk nægtelse)

   l'

   den/det

   aime

   kan lide

   Uddybende forklaring

   Je er subjektpronomenet “jeg”. Det står foran verbet og viser, hvem der udfører handlingen. Før en vokallyd forkortes je ofte til j', som i den tidligere sætning J'aime celui-ci. ne … pas danner den almindelige franske nægtelse. ne står før verbet, mens pas står efter det; andre led kan stå mellem dem. Mønstret kan genbruges sådan: Je ne comprends pas. — “Jeg forstår ikke.” l' er et direkte objektpronomen. Her betyder det “den” ifølge den faste oversættelse. Apostroffen viser, at en længere form er forkortet foran vokallyden i aime; l' kan i fransk repræsentere le eller la, men den konkrete kønsform kan ikke ses i den forkortede form. aime kommer fra grundformen aimer, “at kunne lide/elske”. Her er det nutidsformen med subjektet je: j'aime betyder “jeg kan lide”. Det er verbet aimer, ikke l', der bærer den finitte verbform. Samlet består sætningen af subjektet Je, nægtelsen ne … pas, objektpronomenet l' og verbet aime: “Jeg kan ikke lide den.”