Pris, vejr og opdagelser | Lær fransk på dansk

Sætningsforklaringer

1. Combien ça coûte ?

   Hvor meget koster det?

   Combien

   hvor meget

   ça

   det

   coûte

   koster

   Uddybende forklaring

   Combien spørger efter en mængde eller et beløb. I denne sætning betyder det “hvor meget” og står først som spørgeord. Det kan også bruges i andre spørgsmål, for eksempel: Combien de livres as-tu ? — “Hvor mange bøger har du?” Her står combien de foran det, der tælles. ça er et fransk demonstrativt pronomen og betyder her “det”. Det er den korte, almindelige form af cela; ça bruges ofte om noget, der allerede er kendt eller kan forstås ud fra situationen. Pronomenet angiver ikke i sig selv, præcis hvad “det” er. coûte er en form af verbet coûter, “at koste”. Formen er nutid, 3. person ental: coûter → il/elle coûte. Den endelige -e i coûte høres normalt ikke. I denne faste vending beskriver verbet prisen på “det”. Et eksempel er: Le livre coûte dix euros. — “Bogen koster ti euro.” Sammen bliver Combien + ça + coûte til spørgsmålet “Hvor meget koster det?”. Fransk bruger her spørgeordet først, efterfulgt af pronomenet som subjekt og verbet coûte. Spørgsmålet kan bruges til at spørge om prisen på en genstand eller ydelse, uden at sætningen selv siger, hvad “det” henviser til.

2. Où habites-tu ?

   Hvor bor du?

   Où

   hvor

   habites

   bor

   tu

   du

   Uddybende forklaring

   Où betyder “hvor” og bruges til at spørge om et sted. Det er et spørgeord, ikke et stedord, der selv navngiver et bestemt sted. Sammenlign Où habites-tu ? — “Hvor bor du?” med Où est-il ? — “Hvor er han?” habites kommer fra grundformen habiter, “at bo”. Her er det nutid, 2. person ental: tu habites — “du bor”. Endelsen -es hører til verbet habiter; den er ikke en del af tu. I et spørgsmål med inversion står verbet foran subjektet: habites-tu. I en almindelig konstatering står rækkefølgen tu habites — “du bor”. tu betyder “du” og er subjektformen for én person, som tiltales direkte. Den adskiller sig fra objektsformen te, som bruges i andre syntaktiske roller, for eksempel Je te vois — “Jeg ser dig”. Hele spørgsmålet er bygget sådan: Où + habites + tu → “Hvor bor du?” Inversionen habites-tu markerer her spørgsmålsformen, mens betydningen stadig handler om den tiltalte persons bopæl.

3. Il fait beau.

   Vejret er godt.

   Il

   upersonligt «det» i vejrudtryk

   fait

   gør; her bruges det i et vejrudtryk

   beau

   godt om vejret

   Uddybende forklaring

   Il er her et upersonligt subjekt i et vejrudtryk. Det henviser ikke til en bestemt person. Det samme mønster ses i Il pleut maintenant — “Det regner nu”. fait er 3. person ental i nutid af faire. Her betyder faire ikke “gøre” eller “lave” alene; det indgår i vejrudtrykket faire + vejrbeskrivelse. For eksempel betyder Il fait froid — “Det er koldt”. beau betyder her “godt” eller “fint” om vejret. Det er adjektivet beau i hankøn ental; denne form kommer ikke fra faire. I en anden brug kan beau betyde “smuk”, som i un beau jour — “en smuk dag”. Sammen danner Il fait beau det almindelige, neutrale franske mønster Il fait + vejrbeskrivelse, så hele ytringen betyder “Vejret er godt.”

4. Il pleut maintenant.

   Det regner nu.

   Il pleut

   Det regner

   maintenant

   nu

   Uddybende forklaring

   Il pleut betyder her „det regner“. pleut er nutidsformen af verbet pleuvoir („at regne“) i 3. person ental. Ved vejr bruges il som et upersonligt subjekt; det henviser ikke til en bestemt person eller ting. Sammenlign fx eksemplet Il pleut souvent. — „Det regner ofte.“ maintenant betyder „nu“ og angiver, at regnen foregår på taletidspunktet. Det er et tidsadverbium og ændrer ikke form. Eksempel: Je travaille maintenant. — „Jeg arbejder nu.“ Sætningen samler et vejrudsagn i nutid (Il pleut) med tidsangivelsen maintenant: „Det regner nu.“

5. J'ai oublié mon téléphone.

   Jeg glemte min telefon.

   J'ai oublié

   jeg glemte

   mon

   min

   téléphone

   telefon

   Uddybende forklaring

   J'ai oublié betyder her “jeg glemte”. Det er passé composé af oublier (“at glemme”): j'ai er første person ental af hjælpeverbet avoir i nutid, og oublié er perfektum participium. Mønstret j'ai + perfektum participium bruges ofte om en afsluttet handling, der knytter sig til talerens nutidige situation. Eksempel: J'ai compris. — “Jeg forstod det.” mon betyder “min” foran det ejede ord. Det er et possessivt bestemmelsesord. I denne sætning viser det en første person ental-ejer, og formen mon passer til det ejede hankønsord téléphone i ental. Possessive bestemmelsesord afhænger altså både af ejeren og af det ejede ords grammatiske køn og tal. For eksempel: mon livre — “min bog”. Foran et hunkønsord, der begynder med vokallyd, bruges også ofte mon for at undgå en vanskelig lydfølge, men det er ikke den situation, der vises her. téléphone betyder “telefon”. Det er et hankønsord i ental: un téléphone. Som eksempel i flertal: des téléphones — “telefoner”. Sammen bliver J'ai oublié mon téléphone til “Jeg glemte min telefon”: taleren angiver en afsluttet glemselshandling og identificerer det glemte som sin telefon. Den genbrugelige struktur er J'ai + perfektum participium + mon/ma/mes + navneord, hvor possessivformen først afspejler ejeren og derefter tilpasses det ejede navneords køn og tal.

6. Je l'ai trouvé.

   Jeg fandt den.

   Je

   jeg

   l'

   den

   ai

   har

   trouvé

   fundet

   Uddybende forklaring

   Je betyder «jeg» og er subjektet, altså den person der udfører handlingen. Formen er første person ental; sammenlign med tu («du») og il/elle («han/hun») i ental. l' er et ubetonet direkte objektspronomen. Her står det for «den» og henviser, med støtte fra oversættelsen og den foregående sætning, til telefonen. Apostroffen viser elision foran vokallyden i ai; den fulde form er le, når den står foran en konsonantlyd, som i Je le trouve («Jeg finder den»). Pronomenets form le/l' angiver ikke i sig selv, om den danske oversættelse bruger «den» eller «det»; her er den konkrete reference telefonen. ai er første person ental af hjælpeverbet avoir («at have»). Sammen med perfektum participiet trouvé danner det passé composé, som her udtrykker en afsluttet fortidig handling: «har fundet» eller naturligt på dansk «fandt». Je suis kan ikke bruges som hjælpeverb i denne konstruktion; valget af hjælpeverb afhænger af det franske verbum og den konkrete konstruktion. trouvé er perfektum participium af verbet trouver («at finde»). Det er denne form, der følger efter ai; trouver er infinitiven, mens trouvé er participiet i passé composé. Eksempel: J'ai trouvé mes clés. — «Jeg fandt mine nøgler.» Sætningen bygges således op: Je + l' + ai + trouvé: subjektet «jeg» står først, objektet «den» står foran hjælpeverbet, og ai trouvé udtrykker den afsluttede handling «fandt». Hele utterancen betyder derfor «Jeg fandt den», hvor «den» er telefonen fra den foregående sætning. Konstruktionen Je l'ai trouvé(e) kan genbruges med et andet direkte objekt; i skrift kan participiet i nogle tilfælde få en ekstra køns- og talendelse, når objektet står foran, men den viste form er trouvé.